Aktie-sparekonto ~ et lukket skattemiljø

HVAD ER EN AKTIESPAREKONTO?

Siden 2019 har det været muligt at indskyde penge på en Aktiesparekonto (ASK). Det er et initiativ fra den danske regering til at fremme aktiekulturen i Danmark, og du kan alene investere for frie midler – dvs. fra almindelig opsparing af dine netto kroner. Og det er således ikke et pensionsskattemiljø.

ASK er et lukket system. Dermed også lukket beregning rent skattemæssigt. Du må kun indskyde et bestemt beløb og dette beløb fastlægges politisk. Loftet for indskud er på 166.200 kr. pr. 1. januar 2025.

ASK har ikke indflydelse på nogen former for sociale ydelser (SU, kontanthjælp, folkepension, boligstøtte mv.)

Det vides endnu ikke hvad indskudsgrænsen bliver fremover. Da ASK blev søsat i 2019, var det meningen at grænsen skulle hæves 50.000 kr. pr. år, for til sidst at havne på 200.000 kr. i 2022. Men det er ikke gået helt efter den plan.

Man kan kun have én ASK. Den skal stå i dit eget navn og kan ikke deles med ens ægtefælle.

Jeg startede ud med at oprette en ASK hos Saxo, men jeg har siden flyttet over til Nordnet.


HVAD MED SKAT?

Skatten for dit afkast på ASK er 17%

Alt på ASK er lagerbeskattet. Det vil sige, at man skal betale 17% i skat hvert år af det årlige afkast. Afkastet opgøres efter lagerprincippet ved årets udgang. Så hvert år pr. 31/12 beregnes der 17% af det samlede afkast der har været på kontoen i det forgangne år. Det gælder både for realiserede og urealiserede afkast.

(Skatten for aktieindkomst er 27% under progressionsgrænsen på 67.500 kr. og 42% for det over denne grænsen i 2025)

Hvis det samlede afkast er negativt, altså et tab, så kan dette trækkes fra i fremtidige gevinster.

Årets beregnede skat må man indbetale til kontoen, uden det tæller med i indskudsgrænsen. Hvis man ikke indbetaler skatten, så skal man realisere nogle af gevinsterne hvis alle pengene på kontoen er investeret. Hovedsagen er, at der skal stå nogle penge kontant på depotet, når skatten bliver trukket. Min egen plan er at spare lidt op løbende på en separat bankkonto, så jeg kan indbetale skatten til ASK hvert år i januar.

Det giver nemlig den bedste renters rente effekt af mine investeringer. Min tidshorisont er ca. 20 år og hvis jeg indbetaler skatten løbende, så får jeg et nemlig et større opsparet beløb jeg kan trække ud skattefrit.


TEORETISKE EKSEMPLER:

I løbet af 2025 indsætter du max beløbet på 166.200 kr. og invester dette beløb.

Pr. 31/12-25 er dine investeringer vokset til 170.000 kr. Du har så et positivt afkast på 3.800 kr. for 2025 som du skal betale 17% i skat af. Skatten bliver 646 kr. og du indbetaler denne skat til kontoen. (når det er muligt i februar 2026)

Pr. 31/12-26 er dine investeringer vokset til 180.000 kr. Du har så et samlet positivt afkast i år 2026 på 10.000 kr. som du skal betale 17% i skat af. Skatten bliver 1.700 kr. og du indbetaler denne skat til kontoen.

Pr. 31/12-27 er dine investeringer faldet til 175.000 kr. Du har så et samlet negativt afkast i år 2027 på

-5.000 kr. Du skal derfor ikke betale skat i år 2027, og du kan fratrække de 5.000 kr. i fremtidige gevinster. Der er ikke en udløbsdato for dette fradrag. Du skal således først betale skat igen, når dit samlet indestående overstiger 180.000 kr.

Pr. 31/12-28 er dine investeringer vokset til 184.000 kr. Du har så et samlet positivt afkast i år 2087 på 9.000 kr. Du kan fratrække tabet fra 2027 på 5.000 kr. Dvs. det er kun de 4.000 kr. som du skal betale 17% i skat af. Skatten bliver 680 kr. og du kan indbetale denne skat til kontoen.

OBS: Der er ikke noget loft for hvad dine investeringer kan stige til. Der er kun et loft for hvad du kontant må indsætte på kontoen.


HVAD MÅ MAN INVESTERE I PÅ ASK?

Der er nogle regler for hvad man må investere i på depotet.

Du kan investere i børsnoterede aktier og en lang række aktiefonde (såkaldt udloddende fonde, der beskattes som aktieindkomst) samt ETF´er der beskattes som aktieindkomst. På ASK har du alene mulighed for at vælge aktier og aktiefonde, der opfylder kravene.

Man kan investere i aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked og i investeringsbeviser hvor mindst 50 % af aktiverne består af aktier. Man kan også investere i de aktiebaserede investeringsselskaber, der har registreret sig hos Skattestyrelsen. Listen over disse investeringsselskaber kan ses på Skat’s hjemmeside og der kommer en ny ABIS liste hvert år. Der er pt. ca. 2000 forskellige på listen. Så der er rigeligt at vælge i mellem.

Min egen strategi er udelukkende at investere i ETF’er. ETF’er er nemlig også er lagerbeskattet per definition, så de passer jo perfekt til en ASK efter min mening.


MÅ MAN HÆVE FRA ASK?

Ja, du må hæve uden problemer. Du skal blot være opmærksom på, at det ikke er sikkert, at du kan indskyde det samme beløb senere i et nyt kalenderår.


HVAD MÅ MAN INDSKYDE PÅ ASK?

Hvis du ikke har sat penge ind i perioden fra 2019 til 2024, må du indskyde 166.200 kr. i 2025.

Indskud i de følgende år afhænger af, hvilken værdi kontoen havde året før pr. 31/12.

På depotet kan man se det rest beløb der er tilbage til indskud, på Nordnet fremgår det under interne overførsler.


AFKAST OG VOKSEVÆRK

I skrivende stund har jeg ca. 168.200 kr. på min ASK.

Indskudsgrænsen var 135.900 kr. i 2024.

På billedet nedenfor, kan du se en prognose beregning på hvad 135.900 kr. kan vokse til på 20 år, med et årligt gennemsnitsafkast på 7% og en årlig afregning af skatten på 15,3%.

=> ca. 430.000 kr. ~ Altså over en 3 dobling af det indbetalte beløb.

Det skal bemærkes, at der i prognosen slet ikke er taget højde for hvis der laves yderligere indskud på kontoen i løbet af de 20 år. Og at den løbende skat indbetales hvert år.

Prognosen er beregnet via renters rente beregneren på financer.com.


HVordan kommer man i gang:

  1. Opret en konto på Nordnet med dit nem-id.

  2. Opret en aktiesparekonto på dit depot.

  3. Overfør penge til dit depot fra din bankkonto.

  4. Flyt pengene internt fra dit depot til din ASK.

  5. Du kan løbende se det resterende beløb du har tilbage som muligt indskud, før du rammer indskudsloftet.

  6. Udvælg hvad du vil investere i og køb det derefter på aktiesparekontoen.

  7. Done! Læn dig tilbage og nyd at se dit depot vokse :-)

  8. NB: Husk med fordel at spare løbende op til næste års indbetaling af lagerskatten.



Ansvarsfraskrivelse / Disclaimer: Dette blogindlæg på Bruuns Business tager udgangspunkt i mine egne erfaringer og viden. Det har kun til formål at orientere og give inspiration og skal ikke juridisk ses som finansiel eller økonomisk rådgivning. Jeg kender ikke din situation og din økonomi, så jeg kan ikke holdes til ansvar for eventuelle valg du træffer, baseret på hvad du har læst her på min blog. Al investering er forbundet med risiko for tab. Hvad du gør med din økonomi, herunder hvordan du investerer m.v. er altid alene dit eget ansvar. Jeg tager intet ansvar for eventuelle økonomiske tab, du skulle få. Du skal altid lave din egen research, før du træffer økonomiske beslutninger.


Forrige
Forrige

Alders-opsparing ~ et pensions-produkt

Næste
Næste

Dollar Cost Averaging